En tv’s opløsning er antallet af pixels, der udgør billedet, som vises på skærmen. Efterhånden som tv-skærme er blevet større, har højere opløsninger været nødvendige for at bevare billedkvaliteten, så seerne kan sidde tættere på skærmen uden at bemærke de enkelte pixels. Jo flere pixels en skærm har, desto skarpere og mere detaljeret fremstår billedet.
En pixel er det mindste element i et billede, der indeholder farveinformation. Hver pixel består af tre eller fire subpixels, som repræsenterer de primære farver — rød, grøn og blå. Nogle producenter fremstiller også paneler med en ekstra subpixel. For eksempel inkluderer LG’s OLED-paneler en hvid subpixel for at øge lysstyrken, mens Sharps Aquos LED-paneler havde en ekstra gul subpixel. Disse ekstra subpixels modtager ikke separate billeddata; i stedet beregnes deres værdier ud fra informationen i de tre primære farvekanaler.
SD-opløsning, SD TV
SD (Standard Definition) er det ældste tv-opløsningsformat og har typisk en opløsning på 720 × 480 pixels (NTSC) eller 720 × 576 pixels (PAL og SECAM). Det var standarden for analog tv-udsendelse og blev også brugt til DVD’er. Der findes både analoge og digitale SD-standarder, selv om betegnelsen SDTV generelt bruges om den digitale version.
På moderne tv’er ser SD-indhold mærkbart sløret ud, fordi det indeholder relativt få billeddetaljer. Når det vises på højopløselige skærme, skal billedet forstørres, men det begrænsede antal oprindelige pixels kan ikke give nok detaljer til et skarpt billede.
I dag betragtes SD-formatet som forældet og bruges sjældent til udsendelse eller produktion af nyt indhold. Det kan dog stadig ofte findes på ældre medier som videobånd og DVD’er.
På billedet kan du se et skærmbillede fra en tv-udsendelse; videoen sendes i 576i-tilstand (576 linjer, interlaced scanning, billedformat 16×9, SD-kvalitet).
HD TV-opløsning
HD (High Definition) har en opløsning på 1280 × 720 pixels og omtales almindeligvis som 720p. Du kan også støde på betegnelsen 1080i, selv om den sjældent bruges. Sammenlignet med SD giver HD et langt skarpere billede med bedre definition og flere synlige detaljer.
HD-formatet opstod med introduktionen af digitalt tv og starten på digitale udsendelser. Da SD-opløsning blev utilstrækkelig til de voksende krav fra digitalt indhold, begyndte HD at blive taget i brug. Dets tid som den primære standard var dog relativt kort, da det senere blev erstattet af formater med højere opløsning. Alligevel bruges HD stadig i nogle tv-udsendelser og onlinevideoer.
Full HD TV
Full HD (FHD) har en opløsning på 1920 × 1080 pixels og er også kendt som 1080p. Det giver mere end dobbelt så mange pixels som HD, hvilket resulterer i et betydeligt skarpere og mere detaljeret billede. I mange år var Full HD standardopløsningen for tv’er, Blu-ray-diske, spillekonsoller og andet videoudstyr. Video optaget i denne opløsning giver et højt detaljeniveau og egner sig godt til visning på stort set enhver skærm.
Dette tv-skærmopløsningsformat forblev standarden indtil midten af 2010’erne. Med introduktionen af UHD-skærme blev Full HD dog langt mindre almindeligt i tv’er. På trods af dette har det ikke mistet sin relevans, da det meste video stadig produceres i Full HD, fordi det giver en optimal balance mellem billedkvalitet og mængden af data, der skal overføres.
UHD TV-opløsning
UHD-tv’er (4K) har en opløsning på 3840 × 2160 pixels, hvilket giver fire gange så mange pixels som Full HD. Disse tv’er begyndte at dukke op mellem 2015 og 2016 efter den udbredte overgang blandt panelproducenter til produktion af 4K-skærme. I dag er UHD (4K) den dominerende tv-opløsning og understøttes bredt af streamingtjenester, spillekonsoller og Ultra HD Blu-ray-diske. Den nyeste udsendelsesstandard ATSC 3.0 (Advanced Television Systems Committee), som er taget i brug i USA og flere andre lande, understøtter også 4K-opløsning.
Meget af nutidens videoindhold produceres i 4K. Naturdokumentarer optages og vises ofte i ægte 4K for at bevare flest mulige detaljer. Spillefilm optages også ofte i denne opløsning, men billedet behandles normalt under efterproduktionen for at dæmpe overdreven detaljegrad. Dette gøres, fordi optagelse i ægte 4K kan afsløre hudujævnheder i skuespillernes ansigter, som seerne kan finde distraherende. Generelt er UHD (4K) blevet den mest anvendte opløsning til både videoproduktion og afspilning.
8K TV-opløsning
8K har en opløsning på 7680 × 4320 pixels, hvilket er fire gange antallet af pixels i UHD (4K) og seksten gange antallet i Full HD. Denne ekstremt høje opløsning giver enestående billeddetaljer på meget store skærme, selv om mængden af 8K-indhold fortsat er begrænset. Selvom der findes kameraer, der kan optage i 8K, er der praktisk talt intet indhold tilgængeligt i denne opløsning.
Da 8K-tv’er først kom frem i 2018, bemærkede mange mennesker, at der ikke var nogen mærkbar forskel i billedkvaliteten mellem 4K- og 8K-tv’er ved almindeligt tv-kiggeri. På trods af de relativt høje produktionsomkostninger for 8K-paneler blev de solgt til kostpris, og tv’erne blev positioneret som premium-modeller.
I 2025 lukkede panelproducenterne dog produktionslinjerne for disse paneler på grund af lav rentabilitet, og produktionen af 8K-tv’er blev stoppet. 8K-formatet eksisterer stadig, men bruges sjældent, fordi det betragtes som overdrevet.