I dagens digitale verden lagres og overføres lyd i digitalt format. Selvom digital lyd kan overføres uden komprimering, er ukomprimerede filer meget store, kræver betydelig lagerplads og er vanskelige at overføre.
For at gøre lyd mere velegnet til streaming, udsendelse og lagring har udviklere skabt lydcodecs, der reducerer filstørrelsen betydeligt, samtidig med at den bedst mulige lydkvalitet bevares.
En lydcodec bruger en særlig komprimeringsalgoritme til at omdanne den originale lyd til en mindre digital fil. Under afspilning afkoder den modtagende enhed de komprimerede data og genskaber lydsignalet, så det kan afspilles gennem højttalere eller hovedtelefoner.
Gennem årene har mange virksomheder udviklet deres egne lydcodecs, som hver især tilbyder en forskellig balance mellem komprimeringseffektivitet, lydkvalitet, hardwarekrav og licensmodel. Som følge heraf er flere teknologier blevet de mest udbredte.
Blandt de mest kendte lydcodecs er Dolby, DTS, AAC, MP3 og WMA. En codecs popularitet afhænger i høj grad af, hvor bredt den understøttes af producenter af enheder og indholdsudbydere. Jo flere tv’er, smartphones, computere, medieafspillere, streamingtjenester og andre digitale enheder der understøtter en codec, desto mere udbredt bliver den.
MP3 (MPEG Audio Layer III)
MP3 (MPEG Audio Layer III) er et af verdens mest kendte digitale lydformater med tabsbaseret komprimering. Udviklingen begyndte i slutningen af 1980’erne på det tyske forskningsinstitut Fraunhofer IIS i samarbejde med andre deltagere i MPEG-projektet. Den officielle standard blev offentliggjort i 1993 som en del af MPEG-1-specifikationen og blev senere udvidet til MPEG-2.
Den vigtigste egenskab ved MP3 er brugen af en psykoakustisk model, som fjerner lyde, der er mindre hørbare for det menneskelige øre. Denne metode reducerer filstørrelsen betydeligt, samtidig med at en acceptabel lydkvalitet bevares.
I slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne blev MP3 den globale standard for lagring af digital musik. I dag understøttes formatet af stort set alle tv’er, smartphones, bilstereoanlæg, medieafspillere og computere.
WMA (Windows Media Audio)
WMA (Windows Media Audio) er en familie af lydcodecs udviklet af Microsoft. Formatet blev introduceret i 1999 som en del af Windows Media-platformen og blev udviklet for at konkurrere med MP3.
Microsoft udgav flere versioner af codec’en:
WMA Standard – det primære tabsbaserede komprimeringsformat.
WMA Pro – en forbedret version med understøttelse af flerkanalslyd og højere samplingsfrekvenser.
WMA Lossless – et tabsfrit lydformat.
WMA Voice – en version optimeret til stemmeoptagelse og talekommunikation.
I begyndelsen af 2000’erne blev WMA anvendt i stor udstrækning i Windows, på bærbare medieafspillere og i flere online musikbutikker. Med den stigende udbredelse af AAC og fremkomsten af musikstreamingtjenester mistede WMA dog gradvist sin popularitet.
Alligevel understøtter mange tv’er, medieafspillere og lydenheder stadig afspilning af WMA-filer for at sikre kompatibilitet med ældre musiksamlinger.
AAC (Advanced Audio Coding)
AAC (Advanced Audio Coding) er en digital lydcodec med tabsbaseret komprimering, som blev udviklet i 1997 som efterfølger til MP3. Den blev udviklet af en international gruppe af virksomheder og organisationer, herunder Fraunhofer IIS, Dolby Laboratories, Sony, AT&T Bell Laboratories og Nokia. Standarden blev en del af MPEG-2-familien og blev senere integreret i MPEG-4.
AAC leverer højere lydkvalitet end MP3 ved samme bitrate takket være mere effektive komprimeringsalgoritmer. Codec’en understøtter samplingsfrekvenser på op til 96 kHz, flerkanalslyd og flere profiler, herunder AAC-LC, HE-AAC og HE-AAC v2.
I dag er AAC et af verdens mest anvendte lydformater. Det bruges af streamingtjenester, digitalt tv, YouTube, Apple Music og iTunes og understøttes af både Apple- og Android-enheder.
DTS-lydcodec
DTS (Digital Theater Systems) er en familie af lydcodecs udviklet af det amerikanske firma Digital Theater Systems, Inc. (nu en del af Xperi). Formatet blev introduceret i 1993 og blev oprindeligt udviklet til digital flerkanalslyd i biografer. En af de første film, der anvendte DTS, var Jurassic Park (1993).
I modsætning til Dolby Digital anvendte DTS en højere bitrate, hvilket gjorde det muligt at bevare flere lyddetaljer. Gennem årene er der blevet introduceret flere versioner af codec’en, herunder DTS Digital Surround (5.1), DTS-ES, DTS 96/24, DTS-HD High Resolution Audio, DTS-HD Master Audio (et tabsfrit format) og det objektbaserede lydformat DTS:X.
DTS understøttes af mange tv’er, AV-receivere, soundbars, Blu-ray-afspillere og medieafspillere. I de senere år er nogle tv-producenter dog stoppet med at licensere DTS på grund af licensomkostningerne, hvilket betyder, at codec’en ikke længere understøttes på alle tv-modeller.
Dolby-lydcodec
Dolby Audio er en familie af lydcodecs og lydbehandlingsteknologier udviklet af det amerikanske firma Dolby Laboratories. Virksomheden blev grundlagt i 1965 af ingeniøren Ray Dolby.
Disse codecs er blevet de mest udbredte og understøttes generelt af stort set alle enheder, der kan afspille lyd i høj kvalitet.
For at forbedre lydbehandlingen og reducere belastningen på processorer anvendes der ofte dedikerede lydkort, som er udstyret med lydprocessorer og codecs til afkodning af lyd.
Dolby Digital (AC-3) blev introduceret i 1992 som Dolbys første bredt anvendte digitale flerkanalslydcodec. Den anvender tabsbaseret komprimering og understøtter op til 5.1 lydkanaler. Dolby Digital blev standardlydformatet til DVD, digitalt tv og hjemmebiografsystemer og er fortsat et af de mest anvendte surroundsound-formater.
Dolby Digital Plus blev introduceret i 2005 som en forbedret version af Dolby Digital. Den tilbyder mere effektiv komprimering, bedre lydkvalitet og understøtter op til 15.1 lydkanaler. I dag er det det primære surroundsound-format, der anvendes af streamingtjenester, og det bruges ofte til at levere Dolby Atmos-lyd.
Dolby TrueHD blev introduceret i 2005 og er en tabsfri lydcodec baseret på Meridian Lossless Packing (MLP)-teknologi. Den understøtter op til 8 kanaler (7.1) og leverer lyd i studiekvalitet, identisk med den originale masteroptagelse. Dolby TrueHD anvendes primært på Blu-ray Disc og Ultra HD Blu-ray.
Dolby Atmos blev introduceret i 2012 som en næste generations objektbaseret surroundsound-teknologi. I stedet for kun at tildele lyde til bestemte kanaler behandler Atmos lyde som individuelle lydobjekter, der kan placeres og flyttes frit i et tredimensionelt rum. Teknologien anvendes bredt i biografer, hjemmebiografsystemer, tv’er, soundbars og streamingtjenester.
Dolby AC-4 blev introduceret i 2014 til næste generation af digitalt tv og internetstreaming. Den tilbyder mere effektiv komprimering end Dolby Digital Plus og understøtter samtidig både flerkanalslyd og objektbaseret lyd. Dolby AC-4 anvendes i moderne tv-standarder, herunder ATSC 3.0 og DVB, og er udviklet til at opfylde kravene til nutidens og fremtidens tv-tjenester.